Den køreglade SUV

Med køreglæde og markant design kiler BMW X2 sig ind i markedet for kompakte SUV’er.

16. maj 2018
vinterverie
I det hele taget er X2 en meget individualistisk BMW, og konklusionen må være, at hvis du synes de andre SUV’er lugter for meget af bletilbud, og hvis du er klar til at betale ekstra for at få noget køreglæde ind i din hverdag, så er X2 et rigtig godt bud.

Det er ikke fordi, der mangler SUV’er, hvis du kigger i BMWs modelprogram. Med X1, X3, X4, X5 og X6 burde tyskerne være dækket ind – men ikke hvis du spørger BMW. Så mangler der lige en lille SUV, som er mindre konservativ og endnu mere køreglad end BMW X1. Årsagen skal sandsynligvis findes i den nye bølge af friske og ungdommelige SUV’er og crossovers, der pibler frem. Biler som Volkswagen T-Roc, Volvo XC40 og Audi Q2. Biler, der rimer mere på storby og aktiv livsstil end forstad og børn. Ironisk nok startede det hele med MINI Countryman, der som bekendt også er forbundet med BMW via tyskernes ejerskab, men det rækker ikke – nu vil BMW have deres egen bil i klassen, der stormer frem.

At X2 er en stærk udfordrer i klassen, skal man bare se på den en enkelt gang for at konstatere. Den skiller sig ud, og det skyldes ikke kun, at de første eksemplarer på vejene er demo-modeller i modige gule og orange lanceringsfarver. Det skyldes også hele bilens fremtoning. Den er lavere end X1 og mange andre konkurrenter, den prøver ikke at gøre sig større, end den er. Til gengæld gør den et stort nummer ud af designdetaljer som de obligatoriske nyrer i kølergriller. De har lige fået en gang væksthormon. Næste detalje er de kraftige grå skørter, som løber hele vejen rundt om bilens bund, og endelig er der det fine BMW-logo, som er placeret på C-stolpen, som var det en dametaske. En detalje, der er hentet direkte fra nogle af mærkets klassiske modeller.

Indvendigt er X2 mindre særegen og mere traditionel BMW’sk. Her hersker en dejlig uprætentiøs kvalitetsfornemmelse, hvor funktionen altid kommer i første række for at give føreren optimale arbejdsbetingelser. Man sidder godt foran, men bagi betaler X2 for sin friske stil i form af plads på bagsædet. Hovedhøjden er acceptabel nok, men voksne passagerer vil sidde lidt trangt med forsædernes ryg meget tæt på knæene. Tilsvarende er bagagerummet med sine 470 liter et nøk mindre end på X1.

Hvad X2 mangler i plads har den til gengæld i køreglæde. Her nyder X2 godt af den lavere frihøjde, den krænger kun minimalt og står godt fast – også selv om du nøjes med en sDrive, altså en forhjulstrukket variant. Testbilen var en sDrive 20i M Sport med yderligere en M Sportpakke monteret. Det er et kostbart tilvalg, men til gengæld giver det dig også alt i komfort, udstråling og køredynamik – 19 tommer fælge, sportsundervogn og mere direkte styretøj plus et hav at paneler og lakeringsmuligheder samt automatisk bagklap, parkeringssensor og så videre. Sidstnævnte kan jeg leve uden, men visuelt og køredynamisk er de dyre tilvalg en væsentlig del af bilens sjæl. Sparer du dem, kan du ligeså godt vælge en X1.

Vælger du dem derimod til, får du den mest køreglade bil i klassen med en super præcis styring, hurtige reaktioner og fornem balance. Samtidig er bilen komfortabel på de lange træk, og med over 18 km/l kan du absolut også være forbruget bekendt. Du skal op i en Alfa Romeo Stelvio for at finde en SUV, der kan måle sig med X2 på underholdningsværdien, og selv når du sammenligner med traditionelle stationcars, bliver det svært at finde en mere sportsligt kørende familiebil. Min testbil havde retfærdigvis også 192 ivrige benzinheste, men mindre vil absolut også gøre det. Så overvej evt. at gå ned i motorstørrelse, hvis det er det, der skal til for at få råd til de dyre M-løsninger.

I det hele taget er X2 en meget individualistisk BMW, og konklusionen må være, at hvis du synes de andre SUV’er lugter for meget af bletilbud, og hvis du er klar til at betale ekstra for at få noget køreglæde ind i din hverdag, så er X2 et rigtig godt bud. Går du derimod efter plads og praktik finder du billigere og bedre løsninger i fx VW T-Roc. Hertil kommer, at X2 ikke giver dig ligeså meget SUV-følelse som dens konkurrenter. Du sidder lavere og har ikke samme overblik, men du sidder godt og har det sjovt.

BMW X2 sDrive 20i
Motor: 4-cylindret twinturbo
Hestekræfter: 192
Moment: 280 Nm. v. 1350 omdr.
Tophastighed: 227 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 7,7 sek.
Brændstofforbrug: 18,2 km/l (EU-norm).
Co2-udledning: 126 g/km.

Overvej alternativt at lease:
****Markedet myldrer med nye, kompakte SUV’er, der har lidt ekstra kant.

Volkswagen T-Roc
****Her får du mere SUV-følelse med høj kørestilling, stærk udstråling og god mærkeværdi til en meget attraktiv pris. Finish-mæssigt er kabinen noget under BMW’s niveau men dog godkendt.

Volvo XC40
****XC40 er mindst et nummer større end X2, men det er hverken til at se på pris eller finish. Køredynamisk er den ikke på niveau med X2, men den er komfortabel. Og er det kant, du går efter, så får du klassens modigste design her.

Jaguar E-Pace
****I den mere konservative ende finder du Jaguars nye, lille SUV. Den kører ikke helt så sjovt som X2, men den ser godt ud, den er mere særegen, og så kan du kalde dig Jaguar-ejer. Det lyder godt.

Relaterede nyheder

9. november 2018

Firmabilbrugerne vil have rummelige biler: To SUV’er og en MPV er blandt Danmarks ti mest populære firmabiler

To SUV-modeller og en MPV er på top 10-listen over de mest populære firmabiler i 2018. Desuden er C-Klasse nu Danmarks mest populære firmabil efter tre års Passat-dominans. Endelig hitter App-Connect blandt firmabilbrugerne, der i stigende grad vælger premiumbiler med ekstraudstyr og automatgear. Det viser en ny analyse af de mest populære firmabiler i 2018 fra LeasePlan Danmark.

22. oktober 2018

Tank og vask med OK’s app

Har du brændstofkort til OK, så kan du benytte deres app til erhverv til at tanke både diesel og benzin samt vaske bilen.

19. oktober 2018

Hvad betyder WLTP i praksis, og forsinker det bilerne?

Fra og med september har alle nye biler skullet testes efter den nye metode, og det giver forsinkelser pga. kø i testhallerne.