Ny Volvo V60: Hvis en bil kunne købes i Illums Bolighus

Ny Volvo V60: Hvis en bil kunne købes i Illums Bolighus

Benedicte Engel fra Kvindernes Bilmagasin anmelder: Nu siger jeg det igen – Volvo er det nye sort! Der er sket en kæmpe forandring i Volvos verden – og det er kun til det bedre. Den nye Volvo V60 er ingen undtagelse. Jeg har testkørt det nyeste skud på stammen fra Volvos hånd.

Volvo har altid være indbegrebet af en Familiebil med stort F For mig – og sådan tror jeg, det er for mange – er Volvo et bilmærke, man forbinder med ordet sikkerhed. Volvo har altid haft et ry for at gå meget op i sikkerhed – og det er ikke tilfældigt, at amerikanerne kalder en Volvo for ”den svenske Mercedes”.

Nye boller på”designsuppen”
Den nye Volvo V60 er en dejlig, rummelig familiebil. Nogen vil sågar mene, at den skal erstatte den V70, som er på gaden i dag grundet dens størrelse. Men det er altså en ny model af V60´eren, som vi kender den i dag – den har bare fået lidt større dimensioner.

20. december 2018

Lad mig starte med det ydre design – som jeg synes er noget af det vigtigste på en bil. Jeg skal være ærlig at sige, at efter min mening har Volvo i mange år ikke været særlig heldige med designet, noget vi ellers er så kendte for i Skandinavien – men det er de virkelig kommet efter. Faktisk helt utrolig meget. Det virker som om, at der er kommet helt andre boller på suppen inde på kommandocentralen hos Volvo – men det er der nu nok også, eftersom kineserne har overtaget Volvo for små 8 år siden.

Designet er virkelig lækkert; harmonisk og minimalistisk – og utrolig elegant. Man er næsten tilbøjelig til at sige, at Volvo har kigget de tyske kollegaer over skulderen, for den har fået samme frække attitude. Især når jeg kigger på bilens front, den er gudesmuk. Det meget karakteristiske frontgitter glimter i solen som et andet smykke, og bagenden, som er den, der ofte er det kedelige på bilen, er også kommet til sin ret. Det virker som om, at Volvo har fundet hjem igen.

Det nordiske rum
Og så kommer vi til interiøret. Selvom alle kan have deres egen mening om design, så er jeg overbevist om, at kabinen vil vinde indpas hos mange. Wauw, det er lækkert. Hele instrumentbrættet er så enkelt og minimalistisk. I de forskellige udstyrsvarianter kan du vælge imellem lyse eller mørke træpaneler, og det lyder måske lidt “morfar”, men det er det overhovedet ikke. Så er det i hvert fald morfar på den fede måde.

De lodrette luftdyser og den store iPad-lignende touch-skærm i midten er intuitiv og giver et godt overblik over alle funktioner, og jeg slipper for at skulle sidde og lede efter knapperne. I instrumentbrættet sidder den smukkeste B&W-højttaler, som giver dig følelsen af at sidde hjemme i dagligstuen.

Som et besøg i Illums Bolighus
Det lyder måske underligt – men det er sandt. Det allerførste, der slog mig, da jeg satte mig ind i bilen, var Illums Bolighus. De flotte lyse træpaneler sendte mine tanker hen på det kendte bolighus fyldt med danske designermøbler såsom Børge Mogensens klassiske naturflettede J39 stol i lys eg eller Montanas låger i hvid ask.

Denne bil er indbegrebet af “New Nordic”, og Volvo har formået at skabe følelsen af skandinavisk design, når det er bedst.

Pladsen i bilen er ret overbevisende – især i forhold til konkurrenter som Audi A4, Mercedes C-klasse og BMW 3-serie. Selvom jeg har lange stænger, sidder jeg behageligt på bagsædet uden at få mast knæskallerne.

En skarp konkurrent på firmabilsmarkedet
Denne bil bliver helt sikkert en skarp konkurrent til det førnævnte trekløver. De er alle tre dejlige biler, men vi kender dem efterhånden så godt. En Volvo V60 er et friskt pust til dig, der vil være med fremme på designscenen og sætter pris på elegant luksus og fantastisk kørekomfort.

BusinessBilen 2019
Volvo V60 er blevet kåret til BusinessBilen 2019, hvor den vandt på sin gode plads, optimale indretning og førerstilling, indbydende design og fine værdi for pengene.

Beskatningen starter på 385.000 kr.
I forhold til udstyrsvarianter lancerer Volvo en Momentum og en Inscription, og motorvarianterne bliver D4 (både manuelt/automat) med T5 aut. og T6 AWD aut.