Stramning af reglerne omkring beskatning af fri bil

L91

31. januar 2020

Regeringen vedtog i går lovforslag L90 + L91. Ændringerne til loven vil have nogle afledte konsekvenser, specielt hvad angår beskatningen for førere, der får stillet fri bil til rådighed efter 1. februar 2020, men vil samtidig også åbne op for, at der kan hentes en markant besparelse i 2020 på beskatningen af fri bil, såfremt det er en miljøvenlig bil.

På trods af at der fra hele autobranchen blev stillet mange relevante og kritiske spørgsmål til den administrative del af lovforslaget, så blev lovændringen vedtaget i sin oprindeligt foreslåede form.
Det betyder i praksis, at både leasingselskaber og virksomheder, der stiller fri bil til rådighed for deres medarbejdere, skal være opmærksomme på de ændrede regler.

I LeasePlan er vi naturligvis bevidste om, at det vil skabe en del usikkerhed for førere med fri bil, som fremover ikke vil kende deres endelige beskatningsgrundlag før 4 måneder inde i deres leasingaftale. Dette var netop et af de punkter, som flere af branchens fortalere forsøgte at gøre tydeligt for både regeringen og skatteudvalget i forbindelse med lovforslaget, desværre uden held.

Vi vil hos LeasePlan naturligvis bestræbe os på at skabe så smidig en proces som muligt, så både vores kunder og deres ansatte med fri bil altid vil opleve den bedste service. Men vi forstår samtidig også den frustration, det måtte være for både kunder og førere, at denne lovændring skaber en del usikkerhed. Derfor har vi forsøgt at tydeliggøre præcis, hvilke konsekvenser lovændringen vil have for hhv. virksomhed og førere.

Vi har herunder forsøgt at forklare de afledte konsekvenser af lovændringen.

Kort overblik

  1.  
    Køretøj til rådighed efter 1. feb. 2020

    Beskatningen vil ændre sig efter 4 mdr. fra indregistreringsdato. Denne beskatning kendes ikke, før bilen bliver genberegnet ud fra markedsværdien efter 4 mdr. Beskatningen kan ikke blive lavere, men kan forblive uændret. Sandsynligheden er dog størst for, at beskatningen vil stige.

  2.  
    Køretøj til rådighed før 1. feb. 2020

    Beskatningen forbliver uændret.

  3.  
    Køretøj til rådighed efter 4. okt. 2017 med ny bruger efter 1 feb. 2020

    Når en ny bruger overtager et køretøj, der er indregistreret efter 4. okt. 2017 vil beskatningen ændre sig for den nye bruger, medmindre køretøjet allerede er beskattet ud fra markedsprisen. Er nuværende beskatning ikke fastsat ud fra markedsværdien vil denne træde i kraft ved ny bruger.

I det følgende går vi dybere ned i lovgivningen

Betydning for firmabiler stillet til rådighed før 1. februar 2020

Lovændringen vil ikke have betydning for de firmabiler, der allerede er stillet til rådighed pr. 1. februar 2020. Der vil således ikke skulle ske en ændring af beskatningsgrundlaget for disse biler. Beskatningsgrundlaget vil derfor være opgjort som bilens nyvognspris ved 1. registrering, ligesom det var tilfældet før lovændringen.

Betydning for firmabiler, hvor der er indgået en leasingaftale inden den 1. februar 2020, men som først leveres og stilles til rådighed for den ansatte efter den 1. februar

Lovændringen tager ikke hensyn til aftaler, der er indgået før den dato, hvor lovændringen bliver gældende. Det betyder, at såfremt man har indgået en aftale før 1. februar 2020, om levering af bil den 1. februar 2020 eller derefter, så vil der skulle ske genberegning af beskatningsgrundlaget efter de nye regler.

Betydning for firmabiler stillet til rådighed efter 1. februar 2020

Såfremt bilen er ny på det tidspunkt, hvor den stilles til rådighed for den ansatte:

Indledningsvist fastsættes beskatningsgrundlaget, som det fastsatte beskatningsgrundlag ved 1. registrering.

Det er dette beskatningsgrundlag, som hidtil er blevet oplyst, når der er blevet fremsendt kalkulationer og tilbud til leasingaftaler.

Det vil også fremover være det beskatningsgrundlag der oplyses, når der fremsendes kalkulationer.

Det vil ikke være muligt at oplyse det fremtidige forventede beskatningsgrundlag, da dette først vil være kendt på genberegningstidspunktet.

Efter genberegning vil beskatningen ske med udgangspunkt i markedsværdien.

Den ændrede beskatning vil ikke påvirke den ansatte med tilbagevirkende kraft, men alene være gældende fra genberegningstidspunktet og fremefter. Reglerne for beskatning tilsiger, at en ansat som får stillet fri bil til rådighed af arbejdsgiveren, vil skulle beskattes for hele den måned, hvori bilen stilles til rådighed. Det gør sig gældende uanset om bilen stilles til rådighed den 1. dag i en måned, eller den sidste dag i en måned. Disse regler er fortsat gældende.

Det er ligeledes gældende, at hvis en ansat som får stillet fri bil til rådighed af arbejdsgiveren, i en given måned skifter bil, eller hvis beskatningsgrundlaget ændrer sig på en eksisterende bil, så vil det være det højeste beskatningsgrundlag, som er udgangspunkt for den beskatning den ansatte bliver ramt af, i den pågældende måned. Dette vil ligeledes være gældende efter lovændringen.

Det betyder i praksis, at det ændrede beskatningsgrundlag vil være gældende fra genberegningstidspunktet, uanset hvornår på måneden dette måtte være.

Dette ændrede beskatningsgrundlag vil blive fremsendt til fleet manager, som derefter vil være ansvarlig for at videregive disse informationer til de påvirkede ansatte samt til de relevante lønansvarlige.

Såfremt bilen er brugt på det tidspunkt, hvor den stilles til rådighed for den ansatte, herunder også biler, som skifter bruger internt i virksomheden, dvs. hvor skattepligten overgår til en anden person:

Såfremt bilen tidligere har været genberegnet, vil der skulle tages udgangspunkt i markedsværdien, beregnet i forbindelse med genberegningen. I praksis vil dette omhandle biler, som er registreret efter 1. oktober 2017.

Såfremt bilen skal genberegnes, men endnu ikke er det, vil der frem til genberegning skulle tages udgangspunkt i værdi ved 1. registrering. Fra genberegningstidspunktet tages der udgangspunkt i den tekniske nypris.

For biler, der ikke skal genberegnes, tages der alene udgangspunkt i nyværdien ved 1. registrering.

Ligesom med nye biler gælder det, at en ændret beskatning som følge af genberegning ikke vil få konsekvenser med tilbagevirkende kraft.

Hvad betyder det for virksomheder?

Lovændringen har alene til formål at stramme reglerne omkring beskatning af fri bil. Og da der allerede ved gældende lovgivning skal ske genberegning jf. registreringsafgiftsloven, vil virksomheden ikke opleve en ændret leasingydelse som følge af denne lovændring, kun beskatningen rammes.

Virksomhederne er fortsat forpligtede til at tilbageholde den korrekte A-skat hos deres medarbejdere, hvilket for ansatte med fri bil inkluderer beskatning af denne rådighed.

Da der fremover vil skulle ske en berigtigelse af beskatningen i forbindelse med genberegning for firmabiler stillet til rådighed efter 1. februar 2020, er de direkte afledte konsekvenser derfor, at virksomhederne vil skulle ajourføre og ændre oplysninger i deres lønsystemer, som afspejler denne ændrede beskatning.

Hos LeasePlan arbejder vi på, at der for genberegninger og heraf afledte ændrede beskatninger efter 1. februar automatisk vil blive sendt oplysninger til de relevante fleet managers eller kontaktpersoner, så snart der sker genberegning, således at disse oplysninger kan gøres gældende rettidigt.

Hvad betyder det for førere af fri bil?

Da lovændringen som nævnt har til formål at stramme reglerne omkring beskatning af fri bil, vil der være førere, som får stillet fri bil til rådighed efter 1. februar, som kan opleve nogen usikkerhed omkring den fremtidige beskatning.

I praksis vil ansatte som får stillet fri bil til rådighed kunne opleve, at man indledningsvist får oplyst et beskatningsgrundlag, som efter lovpligtig genberegning kan ændre sig. Der er med den vedtagne lovændring desværre ingen alternativer til denne usikkerhed, såfremt man ønsker at få stillet fri bil til rådighed, ligesom det ikke vil være muligt at ”gætte” på det fremtidige beskatningsgrundlag.

Årsagen til, at der ikke kan gættes på fremtidige beskatningsgrundlag, skyldes, at det vil være behæftet med så stor usikkerhed, at der ikke på forsvarlig vis vil kunne fremsættes et skøn. Den fremtidige beskatning vil således være påvirket af alt, lige fra udviklingen i markedsværdier til kørte kilometer.

Flere aktører i branchen har på nuværende tidspunkt gættet på, hvor stor en ændring man gennemsnitligt vil kunne se i beskatningsgrundlaget efter genberegning. Vi gør opmærksom på, at disse vurderinger kan være behæftet med en del usikkerhed, men afhængigt af mærke, model, markedsværdier og flere andre forhold kan man se en potentiel ændring i beskatningsgrundlaget på mellem 0-15 % i de fleste tilfælde. På nuværende tidspunkt er det dog for tidligt at udtale sig om konkrete modeller, da man alene på baggrund af denne lovændring vil kunne se en ændring i valg af firmabil, som derfor indirekte kan påvirke markedsværdier og derfor også beskatningsgrundlag.