
Lovforslag om nye bilafgifter er nu fremsat i regeringen – L129
Regeringen har d. 18. december fremsat et lovforslag til ændring af registreringsafgiften, men den endelig lov er endnu ikke vedtaget. Lovforslaget har til formål at fremme grønne biler frem mod et mål om 775.000 grønne biler på de danske veje i 2030 samt løbende udfasning af traditionelle biler med fossile brændstofmotorer.
Det forventes af loven træder i kraft d. 1. juni 2021, dog med tilbagevirkende kraft fra lovforslagets fremsættelsesdato, og vi tager forbehold for eventuelle ændringer af det fremsatte lovforslag samt den underliggende politiske aftale frem til ikrafttrædelsen.
Lovforslaget skaber ro om afgifterne de kommende år, og bygger videre på den positive udvikling inden for miljørigtig transport.
Herunder kan du se de vigtigste punkter, som vi kender til på nuværende tidspunkt:
- Registreringsafgiften bliver omlagt, der indføres et nyt skalaknæk, og der vil i beregning af registreringsafgift i stedet blive lagt vægt på CO₂-udledning fremfor tillæg/fradrag på sikkerhed og km/l.
- Afgiftsfritagelsen på elbiler stiger fra 400.000 kr. til ca. 500.000 kr.
- Ansatte, hvor arbejdsgiver har stillet fri bil og ladestander til rådighed, vil fra 1. juli 2021 ikke skulle beskattes af laderstander, ligesom der heller ikke skal ske beskatning af ladestanderen, hvis den overgår til privat brug efter udtræden af firmabilsordning. Dette kræver dog, at den ansatte har været beskattet af fri elbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder.
- Der vil ske en justering af beskatningsgrundlaget, så køretøjer med højt forbrug bliver dyrere. Regler og lovgivning for genberegning er fortsat gældende.
- Små og mellemstore varebiler forventes at stige i registreringsafgift da 30 % registreringsafgift udgår og erstattes af 50 % registreringsafgift.
- Miljøtillægget vil være stigende hver år indtil 2025. Dette er gældende for alle køretøjer.
- Registreringsafgiften vil være faldende for plugin-hybrider.
- Mindre afgiftsstigninger på mange fossile køretøjer og større på enkelte plugin-hybrid-køretøjer over 50 g CO₂ og hybridmodeller.
Vi afventer netop nu opdaterede priser fra vores leverandører for at kunne oplyse om prisændringerne for firmabilsbeskatningen.
Vi gør opmærksom på, at ovenstående er en vurdering af lovforslag til ændring af registreringsafgiften, fremsat d. 18. december 2020, som Skatteministeriet og Regeringen har udsendt til offentliggørelse. Der tages forbehold for ændringer inden lovens ikrafttrædelse d. 1. juni 2021.